tirsdag den 22. juli 2014

Kenneth Grahame - Vinden i Piletræerne



Kenneth Grahame
Vinden i Piletræerne
266 sider








Denne klassiske børnefortælling var den første bog jeg købte til min datter og hendes første godnat-højt-læsnings-bog. 

Følg Rotte og Muldvarps liv ved flodbredden, deres behagelige sejlture op af floden, deres overdådige frokoster og deres eventyr i vildskoven. Mød den kloge Grævling, der altid vil hjælpe en ven. Og grin med Tudse, den selvoptagede automobil glade fyr, der roder sig ud i så grueligt meget, og kun med held og hjælp fra venner formår at redde skindet.

"Langsomt, men uden nogen som helst tvivl eller tøven og i noget nær højtidelig forventning gled de to dyr gennem det urolige, oprørte vand og fortøjede deres båd ved øens blomsterdækkede kant. de gik i land uden et ord og maste gennem blomsterflor, duftende vækster og underskov op mod plan grund, indtil de stod på en lille plæne på en vidunderlig grønning, kranset af Naturens egne frugttræer: skovæble, vild kirsebær og slåen."

Sproget er eventyrligt, drømmende og smukt.

"Grib Eventyret, følg kaldet, nu, inden det uigenkaldelige øjeblik er forpasset! Det er blot en dør, der smækker bag dig, et fornøjet skridt fremad, og du er ude af det gamle liv og på vej ind i det nye!


Denne udgave er desuden smukt illustreret, og det er en ren fornøjelse både at læse og bladre i den.

Læs eller genlæs denne skønne børnebog og dyk ned i barndommens eventyr, hvor du med sikkerhed vil få en dejlig oplevelse i selskab med den hjertelige gode Muldvarp, den eftertænksomme Rotte, den kloge Grævling og den uansvarlige Tudse, og kom med på et hyggeligt og til tider uhyggeligt eventyr selvfølgelig krydret med en lille dannelsesrejse.

onsdag den 16. juli 2014

Jan Guillou - Dandy


Jan Guillou
Dandy
Det store Århundrede 2
357 sider








Dandy er anden bog i serien "Det store Århundrede", der følger tiden fra 1900-2000. Du kan læse min anmeldelse af første bog i serien; Brobyggerne her.

Dandy forløber parallelt med Brobyggerne, men følger den tredje bror Sverre. Efter endt diplomingeniør uddannelse i Dresden vælger Sverre at stikke af fra sine forpligtigelser som jernbaneingeniør på Bergensbanen, og drager med sin elsker lord Albie af Manningham til England. Bogen skildrer Sverres liv som homoseksuel og kunstner i starten af 1900 tallet. 
Sverre og Albie lever det kunstneriske overklasseliv i London, det er dog hverken problemfrit eller sorgløst, da der er mange tabuer forbundet med deres valgte levestil.
Første verdenskrig får også store konsekvenser for Sverre, der som tysk uddannet nordmand i England mødes med foragt, at han derudover er kunstner og har "unævnelige" homoseksuelle tilbøjeligheder, gør det ikke nemmere, og Sverre må tage op til revision, hvem og hvad han er. 

Jeg blev hurtigt hensat til 1900 tallets England, overklasselivet på Manningham gods og kunstner livet i London beskrives med en sådan livagtighed og oprigtighed, at jeg næsten følte, at jeg selv var en del af det. 

Endnu engang savner jeg mere dybde i første verdenskrig konflikten. Guillou har rig mulighed, for at uddybe de forskellige problemstillinger der gives i hhv Brobyggerne og Dandy, men skøjter hurtigt forbi og efterlader mig med et overfladisk helhedsindtryk. 
Jeg kan ikke lade være med at sammenligne bøgerne med Ken Folletts millenium trilogi (Giganternes Fald og Verdens Vinter), og føler desværre, at Guillou halter lidt ifht potentiale og dybde.

Når det så er skrevet, er jeg alligevel meget betaget af bøgerne. Det er drøngod underholdning og jeg glæder mig til at læse videre på serien.


torsdag den 3. juli 2014

Jan Guillou - Brobyggerne


Jan Guillou
Brobyggerne
Det store Århundrede 1
546 sider








Så fik jeg startet Guillous projekt Det Store Århundrede, der følge tiden 1900 til 2000, og rygtes at løbe op i en prangende serie på 10 bind. Første bog i serien ligger stærkt ud med Brobyggerne, og fortsættende bøger Dandy og Mellem Rødt og Sort er allerede udgivet.

Jeg elsker denne type storladne historiske dramaer, så Brobyggerne var en selvskreven bog på min uendelige liste, og endte på min hylde som en dejlig julegave fra min søster, Sidsel

De 3 begavede norske fisker brødre Lauritz, Sverre og Oscar Lauritzen  får af Det gode Fornål, en Bergensisk velgørenhedsorganisation, muligheden for den bedste ingeniør uddannelse i Dresden, med det formål at vende tilbage til Norge og hjælpe med det store jernbanebyggeri Bergensbanen. 
Skæbnen vil, at kun Lauritz vender tilbage for at fuldføre opgaven. Han står her over for den store og spændende opgave at bygge broer og virkeliggøre jernbanen i Norges bjerg og snelandskab. 
Oscar ender i Tyskøstafrika, hvor også han bygger jernbaner og broer. 
Første verdenskrig gør sit indtog i Europa, og begge brødre inddrages, i hvad de forestillede sig ville være en kort krig med stor tysk sejr. 

Jeg så faktisk Guillou fortælle om Det store Århundre på Bogforum 2013, omend noget kort. Lørdag eftermiddag, meget højgravid, træt, og Guillous norske klang fungerede bare ikke (jeg fattede ærlig talt ikke en brik) og fik derfor ikke så meget ud af talen! Men et  billed blev det da til ;)


Brobyggerne er en rigtig god bog, med et interessant person galleri, vi følger jernbanebyggeri i Norges svimlende højder, elfenbensjagt på Afrikas sletter, kvinderettighedskampe og overklasselivet i Tyskland før første verdenkrig.
Bogen har et letlæseligt udtryk, og bliver aldrig tung eller langsommelig, som jeg først havde frygtet. 
Der gives desuden et interessant indblik i Tyskland før krigene. Desværre synes jeg, at Guillou skøjter lidt for let over Første Verdenskrig, han har det perfekte setting for en virkelig interessant vinkel, en nordmand uddannet i Dresden, gift med tysk adel, med mange arbejdsmæssige forbindelser i Tyskland i et mere og mere tyskerhadsk Norge. Verdenskrigen er så vigtig for det store århundredes videre historie, at jeg virkelig blev skuffet over den hastige gennemgang. I en så stor serie mener jeg bestemt, at det fortjener en større dybde.
Ikke destro mindre nød jeg virkelig at læse denne bog, og vil straks kaste mig over Dandy, så jeg kan læse, hvordan det går den tredje bror Sverre i England.