fredag den 24. oktober 2014

Bog-Kup

Jeg plejer ikke at vise mine nye bøger frem på bloggen, men jeg har her på det sidste gjort mig nogle helt fantastiske kup, jeg simpelthen MÅ vise.

Jeg køber normalt ikke så mange bøger af gangen, jeg kan godt lide, at have læst de bøger jeg har stående på mine hylder, og hader at have for mange ulæste stående. Så oftest er det, fordi jeg lige falder over et godt tilbud, at der ryger en bog med hjem, og så er der jo altid bøger på ønskesedlen.

Efter 3 1/2 år i Cambridge, England flytter vi hjem til Danmark igen, så pludselig er det gået op for mig, at jeg jo ikke kan rejse hjem uden fuldt ud at have benyttet mig af de gode bog-priser herovre. Så den sidste måneds tid har jeg lagt ekstra mærke til de gode tilbud. Læsningen går det til gengæld ikke så godt med, jobsøgning og husjagt har lagt en stresset atmosfære over læseglæden. Jeg får desværre en snert af dårlig samvittighed, hver gang jeg åbner en bog eller nærmer mig bloggen. Istedet nyder jeg så synet af mine nye skatte - kæresten er dog begyndt at rynke på næsen, han forstår ikke helt, at jeg fylder flyttekasserne med tykke bøger... Orh, well... han opdager nok ikke et par ekstra...

Nederst i bunken ligger "A Photographic History of The Rolling Stones".
Jeg er egentligt ikke en stor Rolling Stones fan, men man kan da ikke andet end at beundre et band, der har været på toppen i så mange år. Det er en super flot coffee table book, ud over at være fyldt med billeder er der overraskende meget tekst. Det skal lige siges, at jeg fandt denne bog i en Tesco Superstore til 1. pund - svarende til ca. 9,5 krone.
I samme ombæring fik jeg købt Camilla Läckberg "The Hidden Child/ Tyskerungen". Til samme pris.
I kan vel godt forstå, at jeg gik fra butikken med et stort smil på læben.

På det lokale bibliotek fandt jeg de 2 sidste J.K. Rowling Harry Potter bøger; Harry Potter - and the Half-Blood Prince og Harry Potter - and the Deathly Hallows til 6,5 krone, vel at mærke for dem begge to! Det er lige de 2, jeg mangler for at færdiglæse serien på engelsk.



I en Pound-Shop, altså en butik hvor alt kun koster 1. pund, fandt jeg udover nogle skønne børnebøger til min datter, "the Dinosaur Feather /Dinosaurens Fjer" af Sissel-jo Gazan. Jeg vil egentligt helst læse bogen på originalsprog, nu det er dansk, men jeg kunne altså ikke lade bogen ligge til den pris.





I en yndlings butik T.K Maxx - en 3 etagers outlet lignende butik, har jeg nu 2 gange slæbt en murstenslignende tung bog med hjem. Jeg var så heldig at finde "Tarzan of the Apes & Other Titles"
en samlet udgave af de originale Tarzan bøger i en lækker sort læder edition med guld indgravering. Denne bog betalte jeg 5 pund for (ca. 47 kroner.)
Mit fineste kup er helt klart denne Leatherbound Classics, "Charles Dickens, A Christmas Carol and other Christmas stories". Denne gav jeg 15 pund for (ca 140 kroner). Jeg læste A Christmas Carol  sidste jul, og jeg kan næsten ikke vente til decembers mørke, stearinlys og hygge med denne bog i Danmark. Er sikker på, at det bliver en bog, jeg finder frem hver jul, minderne er allerede skabt!

Min søster Buchs Books kommer herover om 14 dage. Jeg glæder mig helt vildt til, at vi skal på bog-kup-jagt sammen, så jeg kan få udnyttet de engelske priser den sidste måneds tid herovre.