tirsdag den 23. april 2013

David Mitchell - Skyatlas



David Mitchell
Skyatlas
539 sider









Jeg er blevet anbefalet at læse Skyatlas igennem min søster Sidsel.

Skyatlas er opbygget af 6 historier, der langsomt men sikkert forbindes, som historierne opbygges. Historierne spænder over tid og sted, og starter med en dagbog over en notars stillehavs rejse omkring 1850érne. Herefter følger vi brevkorrespondancen fra en ung komponent i 1930érnes Belgien. I 1970érne følger vi en journalist på sporet af et komplot på et atomkraftværk. I vores tid i London bliver en redaktør indlagt på et plejehjem uden udsigt til at kunne slippe fri. I en fremtidsverden i Asien følger vi et interview med den opstegne betjener-kloning Somni 451. Den sjette historie er en postapokalyptiske historie om Zachary og hans samfund på Hawaii efter undergangen. 

Historierne er hver for sig alle interessante, velskrevet og meget forskellige, men min interesse vaktes ekstra, hver gang man fik et lille glimt af sammenhængen. I den første halvdel af bogen, hvor man introduceres til de forskellige historier, følte jeg at afbrækket imellem historierne var lidt forstyrrende, og fandt det frustrerende, at historien endte, når man lige var kommet godt ind i den, for at begynde på en helt ny genre og skrivestil. Alligevel bør man holde ved, for alle historierne er fantastiske og knyttes langsomt og lækkert sammen. 

"Skjønt, hvad er et ocean, andet end en Mangfoldighed af Draaber?"

tirsdag den 16. april 2013

En aften med Justin Cronin

Igår gik turen til London, for at høre Justin Cronin fortælle om hans nye bog "De Tolv",  anden bog i "The Passage triologien og fortsætteren til den populære og fantastiske bog "Den Første". 










Aftenen startede med at fortælle lidt om bogen, oplæsning fra en af Cronins yndlingspassager i bogen, åben diskussion og sluttede af med bog signering. Justin Cronin fortalte bl.a, hvordan historien var blevet til; hans datter ønskede, at han skrev en mere "interessant" roman med en kvindelig helt fremfor hans "kedelige" tidligere noveller/værker, og sammen fandt de på plottet til den første bog. Før Cronin begyndte at skrive bøgerne, havde han skitseret plottet for alle tre bøger helt ned til den aller første linje i den første bog og den sidste linje i den tredje bog. 
Nogle af de vigtigste elementer har for Cronin været, at der var plads til alle de nævnte personers historier, som Kittridge - der i en bi-sætning i "Den Første" nævnes, da Wolgast henter forsyninger i en lille campingudstyrs butik, og som får en vigtig rolle i "De Tolv". Ligeledes var det enormt vigtigt, at "De Tolv" ikke ville blive et mellemled imellem den første og sidste bog, som nogle 2ére i triologier kan have tendens til at blive. 
En af de ting, jeg finder interessant i bøgerne, er definitionen på vampyrer/viraler - en dejlig forfriskning i forhold til de kvalmende vampyr stereotyper, der de seneste år har overtaget bog, film og serieverdener. Cronin forklarede, at denne vampyrstereotyp endnu ikke havde opnået dette popularitetsmoment, da han i 2005 besluttede, at hans triologi´s monster skulle være en vampyr/viral. 
Et andet fokuspunkt under diskussionen var en kommende film. Filmrettighederne er solgt, og som Cronin selv sagde, pengene var alt for gode til at sige nej. Cronin får ingen indflydelse på en evt film, udover at de ikke må dræbe nogle, han ikke selv har ladet dø i bøgerne. Flere af tilhørerne var noget skuffede over dette, jeg selv tvivler også på, at en film vil kunne gøres fyldestgørende og med retfærdighed til bøgerne. Cronins eget ønske ville være, at de lavede bøgerne til en tv-serie i stil med Game of Thrones, hvilket jeg bestemt ville være begejstret for.
Tredje bog i triologien "City of Mirrors" regnes med at blive udgivet i slutningen af 2014. 
Aftenen sluttede af med bogsignering. Justin Cronin tog sig her god tid til at snakke med os individuelt. Da han signerede min bog, fortalte han, at karakteren Sara er en af hans ynglingskarakterer i bøgerne. Karakteren Sara er baseret på hans kone, og han røbede, at hun overlever - han kunne jo ikke lade sin kone dø. Derudover spurgte han, hvor jeg var fra - og synes, at det var ærgerlig,t han ikke selv havde været i Danmark, han har lige haft 5 Tysklandsstop på hans Europatour, og mente, at Danmark kunne have været endnu et godt stop, hvilket jeg da kun kunne være enig i. 
Ikke nok med at Justin Cronin er en helt fantastisk forfatter, virker han også som en meget sympatisk og behagelig person. En rigtig god aften i rigtig godt selskab.

tirsdag den 2. april 2013

Bear Grylls - Mod, Sved og Tårer


Anbefaling skrevet af gæsteblogger; Joakim Lykkegaard Hansen


Bear Grylls
Mod, Sved og Tårer
Autobiografi
364 sider









På opfordring har jeg fået den fornemme ære at skrive en gæste anmeldelse af min senest læste bog. Dette er min første bog anmeldelse, så jeg skal lige finde rytmen herved.

Jeg stødte første gang på Bear Grylls via tv-serien Ultimativ Overlevelse. Denne tv-serie var anderledes, end noget jeg tidligere havde set inden for genren overlevelse, og det var nervepirrende, at se denne vanvittige mand kaste sig ud i livsfarlige situationer uden sikkerhed for at give de mest autentiske optagelser.

Før jeg gik i gang med bogen, kendte jeg ikke meget til Grylls baggrund og havde en forestilling om, at bogen ville basere sig på optagelserne til tv-serien. Bogen handler ikke om tv-serien, men er en biografi omkring de hændelser og udfordringer som har gjort ham til den, han er i dag.
Bogen er i grove træk delt op i 3 hoved emner; barndom/ungdom, SAS militæruddannelsen, Mount Everest bjergbestigning.
Bear Grylls er vokset op på Isle of Wight, og har fra barnsben været vant til at begå sig i barsk natur. Hans familie er på mange måder anderledes, hans mor er en smule tosset - beskriver han. Familien har en stor kærlighed til hinanden. Hans barndom / ungdom vil jeg ikke gå i detaljer med, men han kom tidligt på kostskole og herefter det meget anerkendte dyre college, Eton, selvom familien langt fra var velhavende, blev der alligevel sparet op hertil. Hans far har haft stor indflydelse på hans kærlighed til klatring. Bear Grylls har generelt været en aktiv, nysgerig knægt med en umættelig lyst til udfordringer og eventyr. 
Jeg har tidligere læst BS Christiansen og Carsten Mørch´s bøger omkring deres oplevelser på Ranger school og som jægersoldater, Bear Grylls beretninger fra SAS uddannelsen virker på mange måder ens med ovennævnte. Dette er sjovt at læse først gang, men det bliver let langtrukket og ensformigt, mest fordi det ikke er tilladt soldaten at afsløre nogle detaljer, om hvordan disse enheder opererer under missioner etc. Så fælles for disse fortællinger er, at de bygger på selve optagelsesprøven til uddannelsen, og herved de extreme fysiske lidelser de gennemgår.
Bear Grylls brækkede ryggen i et mislykket faldskærmsudspring og fik af vide, at han aldrig ville gå igen, 2 år senere besteg han Mount Everest. Dette var helt klart mit højdepunkt i bogen. Som sagt kendte jeg intet til hans baggrund, så det kom uventet men meget positivt at læse beretningen om denne bjergbestigning. Den gav desuden svar på mange små, praktiske, detaljer omkring hvordan dette rent praktisk foregår, helt ned til detaljer som toilet besøg ud fra lodret klippevæg i 8000 meters højde, hvordan alt afhænger af iltflasker, de ”lokale” indfødte hjælpere, helikoptere som ikke kan flyve højere end 5000 meter, Mount Everest dødsrate og meget meget mere. Alt sammen meget spændende, og ufatteligt at tænke på, at vi med det mest avanceret teknologi kan få en mand på månen, men ikke til toppen af Mount Everest.
Noget gennemgående i hele bogen er de mange ordsprog, mantra og bibelvers, Grylls hæfter sig ved og lever efter. Jeg er selv vild med kloge mantra, men i bogen kommer der nærmest et nyt per kapitel og derved så mange, at de faktisk begynder at modsige hinanden. Bear Grylls er uden tvivl top professionel i alt, hvad han gør, men jeg kan ikke lade vær med at sidde tilbage med fornemmelsen af, at manden er lidt for dumdristig alligevel. Dette går imod flere af hans mantraer, og han slutter også bogen af med at fortælle, at han bare det seneste halve år har været tæt på at dø 30-40 gange.

Generelt set er det en let og hurtigt læst bog. Det har været sjovt at få noget baggrunds stof på manden fra tv-serien og hyggelig læsning, om de imponerende bedrifter han har gennemgået. Han lægger til sidst i bogen op til, at han senere vil skrive en ny bog om alle de ”små” skæve historier / beretninger fra bl.a. Ultimativ Overlevelse etc. Jeg har på fornemmelsen, at jeg vil finde næste bog mere spændende end denne, men det er  nok en smagssag.