tirsdag den 12. maj 2015

Pang-Mei Chang - Snørede Fødder


Pang-Mei Chang
Snørede Fødder
196 sider








Jeg ved ikke, hvor mange år denne bog bare har stået og samlet støv på min hylde - ihvertfald mange. Hvorfor jeg ikke har læst den noget før, begriber jeg ikke, det er en virkelig god bog. 

Chang er født og opvokset i USA, som kinesisk-amerikaner har hun svært ved at forstå sine rødder og finde sin egen identitet. Som et led i sin egen udvikling kommer hun tæt på sin grantante Yu-i, og det er hendes historie hun sammen med sin egen fortæller i denne slægts/erindrings roman.
Yu-i bliver født i 1900 i Kina, det er en tid hvor Kina er i en enorm udvikling. Yu-i´s brødre bliver sendt til udlandet for at studere, og deres moderne syn på verden præger hendes liv. Yu-i er den første kvinde i sin familie, der ikke har snørede fødder, men det er alligevel svært at slippe de gamle kinesiske traditioner. Som 16-årig bliver Yu-i giftet væk til Hsü Chih-Mo, en moderne mand, der senere bliver en kendt kinesisk poet. Ægteskabet er ikke lykkeligt, Yu-i gør alt en traditionel kinesisk kvinde skal gøre for at tilfredsstille sin mand, men de gamle kinesiske dyder gør at de aldrig formår at tale sammen. Yu-i flytter til Europa for at være sammen med Hsü Chih-Mo hvilket ender i en skamfuld og ydmygende skilsmisse. Dette bliver den første moderne skilsmisse i Kina. Herefter må Yu-i kæmpe for at få et nyt og meningsfyldt liv.

Spændende bog om et Kina i udvikling før landet overtages af kommunismen. Man bliver forarget over det gamle Kinas traditioner og kvindesyn, men samtidig drages man til at lære og læse mere. Jeg kan kun anbefale denne bog.


onsdag den 6. maj 2015

Camilla Läckberg - Løvetæmmeren


Camilla Läckberg
Løvetæmmeren
9. selvstændige bog i serien om Erica Falck
380 sider







Jeg havde egentligt købt denne bog som en gave til min mor, der sluger alle Läckberg krimierne råt. Hun havde dog allerede nået at købe den og læst den, så jeg endte med at beholde den og besluttede mig for at give femi-krimi genren endnu et forsøg.

Jeg har tidligere læst Englemagersken, og var ikke synderlig begejstret. Jeg er i det hele taget ikke den største krimi-fan, men engang imellem er det et lækkert afbræk, ifht de bøger jeg normalt læser. 

Kort referat: Erica er igang med en bog omhandlende Kowalska familien, hun har flere gange mødtes med Laila, der sidder fængslet for at have dræbt sin mand og misrøgtet sin datter. Da pigen Victoria dukker op svært mishandlet, efter at have været forsvundet i 4 måneder, kommer politiet, heriblandt Ericas mand Patrik, på en hårrejsende, svær sag.

Dette er en hæsblæsende page-turner, der kommer helt ind under huden på en. Läckberg gør konstant brug af cliffhangers, der gør, at man bare lige bliver nød til at læse et afsnit mere. Bogen er skrevet i et lettilgængeligt og flydende sprog, der bidrager til, at man sluger bogen. Jeg blev lynhurtigt fanget, og kunne ikke ligge bogen fra mig. Plottet er velovervejet og spændingen holder hele vejen igennem. 

En af mine kritikpunkter ved Englemagersken var Ericas nysgerrighed og trang til at blande sig i politiets arbejde. Et endnu størrer irritationsmoment var at politiet, herunder hendes mand, delagtiggjorde hende i efterforskningsarbejdet. Dette fandt jeg enormt utroværdigt og slemt irriterende. Et andet minus var de her femi-krimi hverdags problemer omhandlende bunker af vasketøj og svigermors indblanding i køleskabets indhold. Fuldstændig ligegyldigt ifht krimien, men muligvis relevant ifht serien om Erica liv. 
Da jeg gik igang med Løvetæmmeren, var jeg bevidst om disse problematikker, og valgte derfor at bagatellisere dem. Jeg skar lige tænder på en af de første sider, og formåede derefter at tage bogen som den er. Ren underholdning. Herefter kunne jeg virkelig nyde bogen. Skøn, afslappende, underholdende, spænding. Det er nok alligevel ikke det sidste Läckberg jeg får læst.