mandag den 30. september 2013

Gillian Flynn - Kvinden der forsvandt



Gillian Flynn
Kvinden der forsvandt
Originaltitel - Gone Girl
463 sider






"Thriller of the year" - Observer
Jeg har hørt meget godt om denne thriller/spændingsroman/krimi, både fra medierne og kollegaer, så jeg kastede mig selv over bogen, påtrods af at jeg ikke er den største krimifan. 

Amy og Nick har et udadtil normalt og kærligt ægteskab. Da de begge mister deres job i New York, og Nicks mor rammes af uhelbredelig kræft, ændres deres livsstil, da de flytter til den lille by i Missouri hvor Nick er vokset op. Ægteskabet rammes af en krise, og det perfekte smukke par er alligvel ikke så lykkeligt som først antaget. På parret´s 5 års bryllupsdag forsvinder Amy, og tvivlen opstår nu, er Amy i live? er Amy blevet dræbt? har Nick dræbt Amy? Hvem er Amy egentlig? og hvem er Nick?.

Vi følger bogen fra henholdsvis Nicks perspektiv og Amys tanker, Amys side delvis igennem hende selv og delvis igennem hendes dagbog. Dette giver et godt flow i bogen, og et godt perspektiv, da der altid er 2 sider af en sag. Bogen er delt op i 3 hoveddele, uden at røbe for meget var jeg mest begejstret for første hoveddel. 2. hoveddel kommer med et twist, og 3 hoveddel ender bogen med endnu et twist. 

Kvinden der forsvandt, er en anderledes krimi, det er forfriskende ikke at læse bogen fra en detetiv/politibetjent eller journalists perspektiv, men fra de direkte involveredes synspunkter. 

Alligevel er jeg ikke specielt begejstret, første hoveddel var spændende og interessant, men jeg synes desværre, at anden hoveddel af bogen mistede noget af denne spænding. Jeg kan godt se, at bogen er nytænkende inden for genren og overraskende for læseren, men min interesse og spændingskurve dykkede desværre med siderne. 

Det er god underholdning, men så heller ikke mere.


tirsdag den 10. september 2013

Margit Sandemo - Arvingen



Margit Sandemo
Arvingen / Yearning
Sagaen om Isfolket, bog 4







Arvingen er 4. bog i serien "Sagaen om Isfolket" på 47 bind.

I Arvingen følger vi Tengel den Gode og Siljes børnebørn og deres opvækst på Gråstensholm og Linden Allé. 
Vi følger Liv og Dags børn; Tarald, der har umådelig svært ved at finde ud af, hvem han er, og hvad han vil med sit liv, og den selvstændige Cecilie, der drager til København for at være barnepige for kong Christian den 4. og Kirsten Munks uægte børn. Den ensomme Sunniva, Sols smukke datter, der hovedkulds kaster sig ud i et stormfuldt forhold med sin fætter Tarald, der påtrods af advarsler fra Tengel og Silje får store konsekvenser for hele familien. Derudover møder vi Are og Metas drenge; den intelligente Tergei, der oplæres af Tengel og overtager familien urter og viden om medicinering men samtidlig søger mere viden og evidens. Trond, den energiske søn, der ikke rigtigt ved, hvad han vil med sit liv, og den unge Brand, der udviser stor forståelse for driften af gården. Udover børnebørnene får, Yrja Matiasdatter, den fattige og misdannede pige fra landsbyen en stor betydning for hele familien. 

Endnu en lækker bog i serien, der hurtigt og let er læst, men som fylder en fuld af underholdning. Bogen har det hele; mystik, romantik, drama, pest, krig og sorg. 
Denne serie er ikke stor litteratur, men Sandemo formår at skrive, så man bare nyder den lette tilgængelige stil, uden at behøve at tage stilling til noget - det hele suges bare ind, dejligt.

fredag den 6. september 2013

George R. R. Martin - A Game of Thrones




George R. R. Martin
A Game of Thrones
A Song of Ice and Fire 1
780 sider







Så fik jeg også læst første bog i Martins episke A Song of Ice and Fire saga, og har nu tilsluttet mig den kæmpe fanskare. Wow, sikke en bog. Eventyr, kærlighed, krig, drager, mystik, uhygge, konger, krigere, intrigere, riddere, fantasy, krager, had og magt. Bogen har det hele, og jeg elskede hver linje.

In The Game of Thrones, You Win or you Die. 
Lord Eddard Stark af Winterfell, bliver af hans gamle ven, kongen af de 7 riger Robert Baratheon, udnævnt til at være kongens højre hånd. Dette bringer familien Stark ind i midten det intrigefyldte hof, hvor det er svært at skelne venner for fjender, og hvor forræderi og magt er den altoverskyggende hverdag. 

Vi følger historien fra flere fortælleres synsvinkel, og hvert kapitel er fortalt af forskellige hovedpersoner. Bogen har et kæmpe persongalleri, og kapitlernes forskellige fortællere gør, at man får historien fra flere sider. Påtrods af at bogen meget hurtigt giver et indtryk af de gode og de onde, giver kapitelinddelingen et mere nuanceret billed af historien, og man kommer til at se forskellige sider af de forskellige personer. Kapitelinddelingen er en af de ting, jeg elsker allermest ved bogen, det er fantastisk at få et indblik i de forskelliges syn på de 7 rigers situation, og det nuancerede billed gør det svært ikke at holde af de "onde", selvom man ikke kan andet end at elske og ønske det bedste for familien Stark.

Martin er skruppelløs, og ingen går fredet i bogen, en helt kan sagtens være en død helt, twistene er mange, og man kan ikke være sikker på, at noget går, som man regner med. Uforudsigeligheden er en del af charmen. 

Denne bog fortjener al sin succes, og jeg glæder mig til at fortsætte dette fantastiske eventyr.