fredag den 18. oktober 2013

Mit Yndlings læse-sted

Efteråret er for alvor kommet til Cambridge; det rusker i træerne, mørket har taget over, regnens dryppen på taget og de kolde mørke morgener har fået sit tag i mig. Sammen med mine hårde arbejdsvagter, ømme lænd, hævede ankler og trætte ben, som jeg kan takke den hurtigt fremadgående graviditet for, er mit energiniveau ikke på toppen for tiden. 

Det bedste, jeg ved lige for tiden, er derfor et varmt skumbad med en god bog. Masser af kakao duftende skum-sæbe, et glas kold cola og en god bog. 
Halvanden til to timer senere kan jeg vende tilbage til virkeligheden med ro i mit sind og blege rosinlignende tæer.


Pt. læser jeg Victor Hugo, Les Miserables, en god bog men en tung bog, og siderne snegler sig afsted. De små kapitler gør, at jeg får læst lidt her og der, men alle de virkelige indhug i sidetallet er foregået på mit yndlings læse-sted; i karbadet. Det er luksus og en klar anbefaling værd!