Viser opslag med etiketten ensomhed. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten ensomhed. Vis alle opslag

søndag den 3. august 2014

Mary Shelley - Frankenstein


Mary Shelley
Frankenstein
209 sider
Klassiker
E-bog






Frankenstein blev min første e-bog. Jeg er normalt til rigtige bøger, jeg kan godt lide at mærke papiret i mine hænder, tyngden, når du bladrer. Jeg elsker at se og røre mine bøger, og vil allerhelst eje og udstille de bøger jeg har læst og elsket. Jeg elsker at kigge på bogreoler, det første mit blik søger i andres hjem, er boghylderne. Drømmen er selvfølgelig mit eget bibliotek. Jeg har derfor ikke været så meget til e-bøger, men må nu indrømme, at e-bøger bestemt har deres plads, og gør læsningen en del nemmere. Jeg bor i England, så på de jævnlige rejser til Danmark (lavpris flyselskab + håndbagage) er min tablet et fantastisk rejseredskab. Men hvor jeg virkelig har fået god gavn af e-bøgerne, er når jeg putter min datter, jeg skal ligge og nusse hende i minimum 10 minutter, efter hun er faldet i søvn, hvilket resulterer i, at jeg mange gange bruger 30-40 minutter i værelset, før jeg kan forlade hende. Istedet for at være en plage er det nu blevet et hyggeligt lille frirum, hvor jeg simpelthen ikke har andet at lave end netop at læse, og da rummet er mørkt, er tabletten mit perfekte læseredskab. 
Jeg må indrømme, at jeg er gået hen og blevet en e-bogs fan, og at Frankenstein blev min e-bogs debut, gjorde bestemt ikke erfaringen ringere.

Kort referat: Videnskabsmanden Frankenstein får af kød og knogler fremstillet et menneske. Da skabningen kommer til live, fortryder Frankenstein dog, og lader sin menneskeskabte skabning forsvinde. Frankensteins beslutninger får dog store konsekvenser, og han fortryder inderligt at have skabt dette monster.

Jeg troede, at jeg kendte historien om Frankenstein, men det viste sig, at jeg var helt på vildspor. 
For det første er Frankenstein ikke monstret men videnskabsmanden (what! her har jeg gået hele mit liv og troet, at Frankenstein var et grusomt grimt monster). 
For det andet foregår historien ikke i en dunkel kælder på et gammelt uhyggeligt slot. Frankenstein er en ung mand, og ikke en ældre excentrisk herre på 60+. 
Og sidst men ikke mindst, er monstret ikke udelukkende ondt, følelser driver ham til ondskab. Men der gemmer sig en utrolig følsom mand bag de groteske misdannelser, og jeg følte flere gange sympati med det stakkels monster.

Påtrods af at bogen første gang er udgivet i 1818, er sproget overraskende let læseligt og ligetil. Dialogen er selvfølgelig i et meget høfligt fald, men selve skrivestilen er enormt læse venligt selv den dag idag.

En dejlig bog, der sætter spørgsmål til liv og død, godt og ondt og sort og hvid i perspektiv.

onsdag den 8. januar 2014

Khaled Hosseini - Og Bjergene Gav Genlyd



Khaled Hosseini
Og Bjergene Gav Genlyd
445 sider
Udkom 2013








Siden jeg for snart 10 år siden lånte bogen Drageløberen af min søster Sidsel, som fortalte mig, at denne bog var noget helt specielt, har jeg været fan af Khaled Hosseini´s forfatterskab. Det var derfor fantastisk at finde Og Bjergene Gav Genlyd under juletræet.

Søskendeparret Abdullah og Pari bliver som børn splittet fra hinanden. Deres liv former sig derfor vidt forskelligt, med Abdullah, der lever et fattigt liv, og må flygte til Pakistan og derfra immigrerer til USA. Pari vokser derimod op i Paris med sin elegante adopterede mor Nila Wahdati. I Kabul Følger vi børnenes stedonkel Nabi og hans arbejde for Suleiman Wahdati, Nilas eksmand. Disse skæbner flettes sammen med den frivillige græske læge Markos, Abdullahs datter Pari, sygeplejersken Amra, fætrene Idris og Timur og Adel, en narkobarons søn. Historierne følges helt fra 1950érne og op til nutiden, og spreder sig over distancerne Afghanistan, Paris, USA og Grækenland. 

Et gennemgående tema i historierne er søskende lignende forhold, dette ses i form af jalousi, kærlighed, savn og selvopofrelse. Udover Abdullah og Pari som separeres som børn, følges børnenes stedmoder Parwana og hendes tvillingesøster Masooma´s forhold, fætrene Idris og Timur som opvokser som brødre, og Markos og Thalia der bor sammen.

Historierne handler i bred forstand om at være splittet og at finde sammenhæng i sit eget liv, at udfylde det hul eller afsavn alle personerne føler de mangler. Dette savn afspejles ligegyldigt om du er rig, fattig, afghaner, amerikaner, syg, homoseksuel, ung eller gammel. Følelsen afsavn er ens for dem alle. 

På trods af de mange forskellige historier og personer hænger fortællingen fint sammen, og alle personernes roller er dybt forbundet. Dette fungerer rigtig fint og overskueligt, alligevel havde Abdullah og Pari´s historie været nok for mig. Der er så meget i deres personlige historier, at sidetallet sagtens kunne have været udfyldt med deres skæbner alene. 

Og Bjergene Gav Genlyd er en rigtig god bog med nogle fantastiske person afskildringer. Bogen har ikke den samme emotionelle dybde som Drageløberen, men er stadigvæk en smuk fortælling om livet, og er en stor anbefaling værd.


lørdag den 3. august 2013

Haruki Murakami - Blind Willow Sleeping Woman


Haruki Murakami
Blind Willow Sleeping Woman
Novellesamling








Jeg har længe gerne villet læse noget af Murakami, så da jeg faldt over denne bog i det lokale biblioteks udsalgs kasse til den nette sum af hele 4 kroner, slog jeg straks til. Da jeg ligeledes har Murakami i min Bogchallenge 2013, var det jo helt perfekt. Jeg har forsøgt at udfordre mig selv i mine læsevaner, ved at vælge forskellige genrer og bogtyper til bogudfordringen, men må indrømme at det, at Blind Willow Sleeping Woman er en novelle samling, var en stor udfordring for mig. Jeg har ikke læst en novelle siden gymnasiet - og jeg havde ingen planer om at kaste mig ud i det. 

Blind Willow Sleeping Woman er sammensat af 26 noveller. Murakami skriver i forordet lidt om hans forhold til det at skrive noveller, imellem romaner nyder han at skrive nogle noveller. Disse noveller er ikke skrevet til denne novelle samling, men er historier, han har skrevet op igennem tiden, og nu er blevet samlet, der er derfor ingen desideret/planlagt rød tråd i samlingen. Dette synes jeg ikke har gjort nogen forskel for læseglæden, novellerne er hver for sig meget stærke, alligevel jeg kunne sagtens færdiglæse en og springe direkte på den næste. Derudover var der nogle lighedstræk, der alligevel gik igen. Et fælles tema for alle historierne er ensomhed, på den ene eller anden måde får ensomheden den største rolle i alle historierne, og bliver det overordnede emne. 

De første 2 noveller; Blind Willow Sleeping Woman og Birthday Girl efterlod mig tilbage i gymnasieklassen, hvor man forsøgte at gennemanalysere sig til en mening - meningen kunne jeg bare ikke finde, og jeg fandt det frustrerende, at jeg skulle kæmpe for at finde en mening, når nu historierne bare efterlod mig som et stort spørgsmålstegn. Novellerne var så smukt skrevet, og der var sådan et fint flow, at jeg ikke var i tvivl om, at jeg skulle læse videre, og novellerne blev mere gennemtrængelige. Meningen og dybden blev ikke et analyse problem, da langt de fleste af novellerne gav god mening. Igen var det ensomhedens dybde, der igennem historierne satte et dybt indtryk. 

Alle novellerne er gode, jeg var begejstret for dem alle, og nød at læse dem alle sammen. Alligevel er der et par stykker, der gjorde særligt indtryk. The Ice Man, som er en af de få noveller med en kvindelig fortæller. Kvinden forelsker sig og gifter sig med en mand af is, på trods af at hun mister sine venner og familie, vælger hun manden af is, og for at glæde ham opfordrer hun til, at de tager på ferie til sydpolen. Her finder han glæden, mens hun mister sin glæde, og selv om han elsker hende, og hun bliver gravid, ved hun, at hun for al tid vil blive ved hans side på den kolde pol på trods af hendes overvældende ensomhed. Historien lyder måske basal, men er så smukt skrevet og hendes ensomhed så fantastisk beskrevet, at jeg stadigvæk får gåsehud, når jeg tænker på historien. Tony Takitani og The Seventh Man er også historier, der vil blive ved mig i lang tid. 

Bogen er ikke udkommet på dansk, men det synes jeg absolut ikke skal afholde en fra at læse den. Det er ikke en svær bog at læse, og den har så meget at byde på. 

Jeg vil absolut anbefale alle at læse Blind Willow Sleeping Willow, det er en fantastisk smuk bog, der efterlader en med et smukt indtryk. Jeg glæder mig meget til at komme mere i dybden med Murakamis forfatterskab, både romaner og noveller.