Hanne-Vibeke Holst - Dronningeofret

Hanne-Vibeke Holst
Dronningeofret
Selvstændig forsættelse af Kronprinsessen og Kongemordet








Dronningeofret er tredje og sidste bog i Holst´ trilogi om kvinder og magt i Danmark efter årtusindeskiftet. Selvom dette skulle være en selvstændig fortsættelse, synes jeg, at man skal gøre sig selv den tjeneste at læse bøgerne i kronologisk rækkefølge.

Elisabeth Meyer kæmper for at vinde det kommende valg og at få Socialdemokratiet tilbage i regeringen. Denne gang med danmarks første kvindelige statsminister. Samtidig må hun kæmpe med sin egen familiehistorie, både som dansk jøde, med en terror trussel hængende over sit hoved, men især grad med den nedarvede familie sygdommen, tidlig demens , der truer med at ødelægge hendes karriere og liv. 
Charlotte Damgaard er også stærkt tilbage som Meyers højre hånd og ikke mindst kronprinsesse. Charlotte må også se sine egene dæmoner i øjnene og en gang for alle gøre det op for sig selv, hvad det er, hun egentligt vil med sit liv.
Samtidig hærger en ekstrem højreekstremistisk gruppe, og terror beredskabet er på overarbejde.

Dronningeofret er en enormt relevant bog, den kunne ligeså godt været skrevet idag, og ikke i 2008 hvor den udkom. Vi står idag med danmarks første kvindelige statsminister og overfor et kommende valg. 
Politikken beskrives bare så fint og flydende, selv for en ikke særlig politisk person som jeg desværre er, gribes jeg af bogen og sluges af konflikterne, både de politiske og private. 
Terror og integration, er nogle af de punkter, der fylder allermest i medierne for tiden. Også her rammer Holst plet, med en god analyse af de problemer, de står overfor i det fiktive univers, og de konflikter vi står overfor i dagens Danmark. 
Mediernes påvirkning beskrives også fint, og fylder mig med irritation. Grunden ti,l at jeg hader at se og høre om den kommende valgkamp - som jo ikke engang er skudt igang endnu, er pga. al den mudderkast og pegen fingre, og ikke mindst mediernes kamp for bedst at svine de forskellige politikere til.  Bogens beskriver bare det hele så fint. 

Meget relevant og god, underholdende læsning!

Jennifer Worth - Call the Midwife

Jennifer Worth
Call the Midwife
Erindringsbog
319 sider








Bogen bag den populære BBC tv-serie Call the Midwife, der på nuværende tidspunkt er igang med at filme tredje sæson. 

Call the Midwife er en erindrings og beretnings bog af Jennifer (Jenny) Worth, der arbejdede som jordemoder i 1950érnes østlondon. Som jordemoder, der arbejder i østengland har denne bog længe været på min must-read liste. TV-Serien er enormt populær, og jeg har flere kollegaer og gravide, der jævnligt taler om den - med mine skiftende arbejdstider har jeg endnu ikke fået set serien, men har hørt så meget godt om den, at jeg ihvertfald blev nød til at læse bogen. 

Bogen starter så fantastisk da Jenny kl 03.00 om natten bliver kaldt til en fødsel, hun må op fra sin varme seng, pakke jordemodertasken og lytterøret på cyklen, og ud i de kolde og mørke Londons gader. Hendes overvejelser går på, hvorfor det nu lige var, at hun valgte at blive jordemoder. Efter beskrivelsen af en fantastisk fødsel, står det klart for Jenny. Man bliver jordemoder pågrund af den glæde og lykke, der altid indtræffe efter en normal fødsel - den fantastiske rørende stemning og den livsglæde man er en del af. Hun beskriver disse følelser så godt, at jeg sad med tårer i øjnene, og værdsatte den fantastiske jobbeskrivelse jeg heldigvis er en del af.

Jenny beskriver personer og historier, der har gjort et indtryk på hende i hendes arbejde, om man får en godt indblik i 1950érne østlondon. Hvordan samfundet har ændret sig siden krigen, og hvordan samfundet ændrede sig til op i 1960érne. Familier med 12 børn i en 2-værelses lejlighed, lejlighedskomplekser med få toiletter i baggården og ingen varmt vand var ikke unormalt, ødelæggelser fra blitzen som børnenes legeplads og havnearbejdere på pubben er miljøet vi bevæger os i. 

Inden for fødselsområdet sker der rigtig meget i disse år, og sikkerhed og mødre/børnedødelighed er i bedring. De fødselskomplikationer, Jenny beskriver, har ikke ændret sig meget de sidste 60 år, og  jeg sad med klamrende tænder og krydsede fingre, imens jeg ønskede det bedste for vores beretnings personer.

Bogen starter så godt, men i sidste halvdel af bogen synes jeg desværre, at det går noget ned af bakke, Jennys egne fortolkninger af forskellige situationer kommer til at fylde for meget og irriterer mig. Et eksempel på dette; En ældre mand og hans yngre kone får en søn af tydelig anden etnisk herkomst. Jenny ender kapitlet med hendes egen fortolkning, om hvorfor hun tror, at manden vælger at tage sønnen til sig som sin egen, på trods af at han umuligt kan være den biologiske far. Desværre bliver vi i sidste halvdel af bogen konstant påduttet Jennys egne fortolkninger. Historierne er så fine i sig selv, at de desværre for mig bliver ødelagte. Det er en erindringsbog, og ikke en gymnasiestil hun skriver. 

Fra en (måske) jordemoderforstyrret synsvinkel synes jeg, at Call the Midwife kommer til at handle for meget om de personlige historier og bløde værdier fremfor det mere jordemoderfaglige, fødslerne, komplikationerne, babyerne osv.

Den startede så godt og alligevel mistede den efter min mening rigtig meget, hvilket er rigtig ærgerligt. Hvis man har en interesse i jordemoderkundskab, fødsler, eller 1950érne er dette en dejligt tilflugt til en optimistisk efterkrigs tid med rigtige mennesker og rigtige følelser.