Viser opslag med etiketten tabuer. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten tabuer. Vis alle opslag

tirsdag den 12. maj 2015

Pang-Mei Chang - Snørede Fødder


Pang-Mei Chang
Snørede Fødder
196 sider








Jeg ved ikke, hvor mange år denne bog bare har stået og samlet støv på min hylde - ihvertfald mange. Hvorfor jeg ikke har læst den noget før, begriber jeg ikke, det er en virkelig god bog. 

Chang er født og opvokset i USA, som kinesisk-amerikaner har hun svært ved at forstå sine rødder og finde sin egen identitet. Som et led i sin egen udvikling kommer hun tæt på sin grantante Yu-i, og det er hendes historie hun sammen med sin egen fortæller i denne slægts/erindrings roman.
Yu-i bliver født i 1900 i Kina, det er en tid hvor Kina er i en enorm udvikling. Yu-i´s brødre bliver sendt til udlandet for at studere, og deres moderne syn på verden præger hendes liv. Yu-i er den første kvinde i sin familie, der ikke har snørede fødder, men det er alligevel svært at slippe de gamle kinesiske traditioner. Som 16-årig bliver Yu-i giftet væk til Hsü Chih-Mo, en moderne mand, der senere bliver en kendt kinesisk poet. Ægteskabet er ikke lykkeligt, Yu-i gør alt en traditionel kinesisk kvinde skal gøre for at tilfredsstille sin mand, men de gamle kinesiske dyder gør at de aldrig formår at tale sammen. Yu-i flytter til Europa for at være sammen med Hsü Chih-Mo hvilket ender i en skamfuld og ydmygende skilsmisse. Dette bliver den første moderne skilsmisse i Kina. Herefter må Yu-i kæmpe for at få et nyt og meningsfyldt liv.

Spændende bog om et Kina i udvikling før landet overtages af kommunismen. Man bliver forarget over det gamle Kinas traditioner og kvindesyn, men samtidig drages man til at lære og læse mere. Jeg kan kun anbefale denne bog.


onsdag den 29. april 2015

Hanne-Vibeke Holst - Dronningeofret


Hanne-Vibeke Holst
Dronningeofret
Selvstændig forsættelse af Kronprinsessen og Kongemordet








Dronningeofret er tredje og sidste bog i Holst´ trilogi om kvinder og magt i Danmark efter årtusindeskiftet. Selvom dette skulle være en selvstændig fortsættelse, synes jeg, at man skal gøre sig selv den tjeneste at læse bøgerne i kronologisk rækkefølge.

Elisabeth Meyer kæmper for at vinde det kommende valg og at få Socialdemokratiet tilbage i regeringen. Denne gang med danmarks første kvindelige statsminister. Samtidig må hun kæmpe med sin egen familiehistorie, både som dansk jøde, med en terror trussel hængende over sit hoved, men især grad med den nedarvede familie sygdommen, tidlig demens , der truer med at ødelægge hendes karriere og liv. 
Charlotte Damgaard er også stærkt tilbage som Meyers højre hånd og ikke mindst kronprinsesse. Charlotte må også se sine egene dæmoner i øjnene og en gang for alle gøre det op for sig selv, hvad det er, hun egentligt vil med sit liv.
Samtidig hærger en ekstrem højreekstremistisk gruppe, og terror beredskabet er på overarbejde.

Dronningeofret er en enormt relevant bog, den kunne ligeså godt været skrevet idag, og ikke i 2008 hvor den udkom. Vi står idag med danmarks første kvindelige statsminister og overfor et kommende valg. 
Politikken beskrives bare så fint og flydende, selv for en ikke særlig politisk person som jeg desværre er, gribes jeg af bogen og sluges af konflikterne, både de politiske og private. 
Terror og integration, er nogle af de punkter, der fylder allermest i medierne for tiden. Også her rammer Holst plet, med en god analyse af de problemer, de står overfor i det fiktive univers, og de konflikter vi står overfor i dagens Danmark. 
Mediernes påvirkning beskrives også fint, og fylder mig med irritation. Grunden ti,l at jeg hader at se og høre om den kommende valgkamp - som jo ikke engang er skudt igang endnu, er pga. al den mudderkast og pegen fingre, og ikke mindst mediernes kamp for bedst at svine de forskellige politikere til.  Bogens beskriver bare det hele så fint. 

Meget relevant og god, underholdende læsning!

onsdag den 16. juli 2014

Jan Guillou - Dandy


Jan Guillou
Dandy
Det store Århundrede 2
357 sider








Dandy er anden bog i serien "Det store Århundrede", der følger tiden fra 1900-2000. Du kan læse min anmeldelse af første bog i serien; Brobyggerne her.

Dandy forløber parallelt med Brobyggerne, men følger den tredje bror Sverre. Efter endt diplomingeniør uddannelse i Dresden vælger Sverre at stikke af fra sine forpligtigelser som jernbaneingeniør på Bergensbanen, og drager med sin elsker lord Albie af Manningham til England. Bogen skildrer Sverres liv som homoseksuel og kunstner i starten af 1900 tallet. 
Sverre og Albie lever det kunstneriske overklasseliv i London, det er dog hverken problemfrit eller sorgløst, da der er mange tabuer forbundet med deres valgte levestil.
Første verdenskrig får også store konsekvenser for Sverre, der som tysk uddannet nordmand i England mødes med foragt, at han derudover er kunstner og har "unævnelige" homoseksuelle tilbøjeligheder, gør det ikke nemmere, og Sverre må tage op til revision, hvem og hvad han er. 

Jeg blev hurtigt hensat til 1900 tallets England, overklasselivet på Manningham gods og kunstner livet i London beskrives med en sådan livagtighed og oprigtighed, at jeg næsten følte, at jeg selv var en del af det. 

Endnu engang savner jeg mere dybde i første verdenskrig konflikten. Guillou har rig mulighed, for at uddybe de forskellige problemstillinger der gives i hhv Brobyggerne og Dandy, men skøjter hurtigt forbi og efterlader mig med et overfladisk helhedsindtryk. 
Jeg kan ikke lade være med at sammenligne bøgerne med Ken Folletts millenium trilogi (Giganternes Fald og Verdens Vinter), og føler desværre, at Guillou halter lidt ifht potentiale og dybde.

Når det så er skrevet, er jeg alligevel meget betaget af bøgerne. Det er drøngod underholdning og jeg glæder mig til at læse videre på serien.


tirsdag den 20. maj 2014

Herbjørg Wassmo - Hundrede År


Herbjørg Wassmo
Hundrede År
Slægtsroman
442 sider








Wassmo fortæller i "Hundrede År" historien om sin slægts kvinder.
Kvinder, der må kæmpe for familie, kærlighed og udlængsel i det kolde nord Norge. Her møder vi Sara Susanne, Elida og Hjørdis, Herbjørgs oldemor, mormor og mor. Desuden møder vi den lille pige, der må nedskrive sine tanker og gemme sig fra "ham". 

"Hundrede År" er inddelt i 6 bøger. Vi følger formødrene igennem deres liv. Bogen er ikke skrevet synkron, og vi springer i tid, sted og imellem de kvindelige fortællere. Hvert bog starter dog med et selvbiografisk afsnit, hvor vi følger Herbjørgs egen opvækst.

Det er helt klart Herbjørgs egne fortællinger, der rører mig mest, mens formødrenes historier er gode og hyggelig underholdning, er det de første afsnit i hver bog, der giver mig kuldegysninger. Så fint fortalt, fra et barns synspunkt, uden at gå i detaljer, ledes vi ind på hendes barndom plaget af overgreb og hendes overlevelsesevner så hun kan stå imod "ham". 

"Jeg fortøjer gule notesbøger under staldgulvet eller gemmer dem i blikdåsen under fjeldhulen. Jeg taler ikke længere med fisken fra farmorkilden. Men med mennesker kun jeg kan se. Sådan er jeg aldrig alene når jeg går til butikken, skolen eller præstegården. De er til at stole på og gør det jeg tænker. Det er et stort og spændende arbejde at finde ud af hvem de er og hvordan det går med dem."

Flere steder i bogen fandt jeg mit skole psykologi frem, og tolkede på Hjørdis som person. Måske fordi Elida forsømte hende som baby, har hun fået et "falskt jeg", hvilket kan argumentere for hendes uvidenhed eller ignorance ifht Herbjørgs opvækst. Slægtselementet giver ihvertfald et nuanceret billed af familiesagaen, og giver i den forbindelse anledning til mange tanker. Bogen er mentalt svær at ligge fra sig. 

Igennem Sara Susannes historie møder vi Benjamin Grønlev, der fortæller om hans mor Dina. Jeg elsker dette lille element med sammenhængen til "Dinas Bog", et tidligere værk af Wassmo. Som jeg så meget passende i samme stund også kan anbefale.

"Hundrede År" er skrevet skønlitterært med baggrund i Herbjørgs slægtsforskning, jeg har dog læst, at den er lidt blandet ifht. fiktion og virkelighed. Herbjørgs egen historie er sand, resten kan man så tage for, hvad man vil. Det er ihvertfald en bog der er værd at læse.

"I hundrede år. Vokser og vokser. De ryster i vinden og suser sange. Bedstefædre og små børn dør, men ikke de store træer. De smider bladene og får nye. Grene højt oppe. Rødder dybt, dybt nede."






søndag den 13. april 2014

J.K. Rowling - The Casual Vacancy



J.K. Rowling
The Casual Vacancy/
Den Tomme Plads
568 sider






Lidt usikkert kastede jeg mig over The Casual Vacancy. Jeg havde svært ved at forstille mig Rowling som forfatter til andet end Harry Potters magiske fantasy univers, og kunne da slet ikke forholde mig til et socialrealistisk satirisk værk. 

Da Barry Fairbrother pludselig dør og efterlader en tom plads i det lokale sogneråd, vækkes stridighederne i den ellers idylliske landsby Pagford. 
Imellem Pagford og den størrer by Yarvil ligger The Fields, et boligblokområde med egen afvænningsklinik, og emne for en større diskussion i det lokale sogneråd. Sognerådets formand og byens selvudpegede førstemand Howard Mollison og hans kone Shirley sætter straks kamp op for at få deres elskede søn Miles ind i den politiske kreds, så de endelig kan komme af med det socialt belastede område til Yarvil. Barrys venner tager ligeledes kampen op, de for at bibeholde hvad Barry stod for og hans kamp for integrere The Fields i Pagford. Dette sætter gang i landsbyen, og da "the-ghost-of-Barry-Fairbrother" begynder at poste snavs om kandidaterne til sædet på den lokale hjemmeside får det konsekvenser for flere beboere i Pagford.

Bogens styrke er helt klart personlighederne, Rowling formår at lade os komme helt ind under huden på karaktererne, og man kan både grine og føle med dem, samtidig med at man i mange tilfælde kan nikke genkendende til de forskellige personlighedstræk og typer. Jeg elsker, hvordan hun formår at beskrive de følelser og tanker, der er svære selv at sætte ord på, og så på en skæv og sjov måde, der får en til at trække på smilebåndet. 
"Shirley never showed her displeasure openly; her smile did not flicker, nor did her tone of sweet reasonableness falter, but within a short time of any of Howard´s mild lewdnesses, she always tossed a dart, hidden in a feathery flourish, at her daughter-in-law. Mention of the girl´s escalating school fees, solicitous en quiries about Samantha´s diet, asking Miles whether he did not think Mary Fairbrother had an awfully pretty figure; Samantha endured it all, smiling, and punished Miles for it later."

Rowling er bestemt mere end Harry Potters mor, hun er en fantastisk forfatter, der tør tage chancer. The Casual Vacancy er et lille nutidigt mesterværk, der fylder en med tanker, smil, grin og sorg. Et lille realistisk værk, der får en til at tænke på sit eget lokalsamfund og fylder en med håb for de enkelte karakterer. 



onsdag den 6. februar 2013

Carl-Henning Wijkmark - Jægerne på Karinhall


Carl-Henning Wijkmark
Jægerne på Karinhall
311 sider










Jægerne på Karinhall er en bog jeg har vundet igennem Saxos facebookside.
Dette er ikke en bog jeg normalt ville have valgt, men en jeg så frem til at gå igang med, da jeg har en forkærlighed for historiske romaner.

Fra forlaget: Året er 1936, kort før de Olympiske Lege i Berlin, og Europas bekymring for Hitlers tredje Rige vokser. den norske maratonløber Roar Trøgesen er ingen typisk spion, men han lader sig overtale af den britiske efterretningstjeneste secret Service til at infiltrere Herman Görings årlige jagtselskab, som holdes på hans store germanske jagthytte Karinhall, der ligger i skovene nær Berlin. 


Med de Olympiske Lege ser Göring en mulighed for at gøre jagten til et storpolitisk møde og en personlig magtdemonstration. Trøgesen befinder sig nu i magtens centrum- i et sadistisk orgie uden regler. Og hvad gør en maratonløber så?


Carl-henning Wijkmarks debutroman Jægerne på Karinhall er en virtous blanding af spionroman, historisk dokumentarisme og pornografi. Med sin beskrivelse af magten og ondskaben som hæmningsløst orgie og grum farcehar den for længst opnået klassikerstatus og udkommer nu for første gang på dansk.


Jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal synes som denne bog.

På den ene måde finder jeg bogen enormt tung og lang, og på den anden måde læste siderne alligevel sig selv ret hurtigt.
Det fungerer godt med de forskellige skrivestile, og bogen er enormt velskrevet.
Jeg er vant til at forholde mig til persongalleriet, ved at have minimum person jeg holder af - I denne bog fandt jeg ikke sympati for en eneste af personerne, hvilket findes ret unaturligt i forhold til mine normale læsemønstre, hvor jeg har min personlige helt eller antihelt, som jeg forholder mig til.
Det vigtigste og gennemgående for bogen er magten,  for alle disse mænd, synes det at være magt de vil have, magt ifht. politik, penge, viden, hersken, kvinder, alt simpelthen.
 Kvindesynet i bogen forarger mig, de eneste kvinder, der er repræsenteret, er prostituerede og masser af dem, der uvirkeligt nok alle nyder deres job, hvor de på sadistisk, vulgær og masochismisk måde gives til disse gamle, fede, svedige magtbegære mænd.
Jeg ville ønske at min baggrundsviden omkring Göring, Bormann, Mussolini osv. var bedre, idet jeg føler, at jeg er gået glip af noget.
Jeg tror, at der er flere lag i denne bog, som er gået over mit hoved, og den skal helt klart genlæses engang om minimum 10 år, måske mit syn på bogen helt vil ændret sig. Lige nu har jeg ihvertfald enormt svært ved at bedømme bogen, da jeg overhovedet ikke ved, om jeg kan lide den eller ej.

lørdag den 10. november 2012

Ken Follett - Verdens Vinter




Ken Follett
Vinter of the World / Verdens Vinter
2. bog i Century triologien, 2012
818 sider












Verdens Vinter er en bog, jeg har set meget frem til at læse, lige siden jeg læste Giganternes Fald for første gang. Læs evt. min anmeldelse af Giganternes Fald HER. Century triologien omhandler det 20 århundrede. Giganternes Fald startede før under og efter første verdenskrig, Verdens Vinter fortsætter før under og efter anden verdenskrig, og 3 og sidste bog i serien Edge of Eternity vil handle om den kolde krig og skulle gerne udkomme i år 2014. Jeg kan ikke vente! Ligesom med Giganternes Fald er jeg svært begejstret!

Verdens Vinter følger persongalleriet fra Giganterne Fald men fra deres børns synsvinkler. Vi følger derfor igen historien fra den engelske politiske arbejderfamilie og den aristokratiske vinkel. I Tyskland følger vi krigen fra en hovedsageligt anti-nazistisk familie. I det kommunistiske Rusland er historien fortalt fra en familie med gode kontakter til Stalin og med spionage som hovedfokus. I USA følger vi historien fra den især politiske side. 

Der er flere hovedpersoner i bogen, og hvert afsnit afspejler de forskellige personer på det givne tidspunkt, hvilket fungerer rigtig godt. Personernes historier bliver på trods af deres forskellige nationaliteter flettet sammen, og der er en god overgang i bogen. Ligeledes tager bogen fat i flere tabuer som homoseksualitet, voldtægt, racisme, nazisme osv. Pga. de mange hovedpersoner + vinkler kunne jeg nogle gange godt have tænkt mig at gå mere i dybden med enkelte situationer. 

Det er en rigtig god bog der levede op til alle mine forventninger, jeg kunne sagtens have læst 3-400 sider mere og så fået en lidt dybere fortælling flere steder, men jeg går ud fra, at konceptet med historien fra de forskellige kontinenter vil gøre det svært at få de hele med.
Jeg kan kun sige, at jeg er stor fan af Ken Folletts historiske romaner og giver mine stærkeste anbefalinger til Century-triologien.

torsdag den 11. oktober 2012

John Irving - Verden Ifølge Garp




John Irving
The world according to Garp (Verden Ifølge Garp)
603 sider













Da jeg købte John Irvings nye bog "I en Person", fik jeg "Verden ifølge Garp" med gratis, og lige siden jeg læste min første John Irving bog, har jeg glædet mig til at kaste mig over denne bog. 

Bogen handler om T.S Garps liv. 
Den starter med Garps mor, der beslutter sig til at få et barn, følger Garp op igennem hans barndom, hans ungdom, rejser, hans forfatterskab, hans ægteskab, forældreskab, venskab, tragedier, død og slutter med Garps børns historier. 

Det lyder måske ikke som noget specielt, og det er det måske heller ikke, men det er skrevet på en så behagelig måde, at man nyder hver enkelt side, man har både lyst til at grine og græde. For selvom bogen er seriøs, er der hele tiden et tragikomisk stemning, der gør, at de meget store emner som død, utroskab, at miste et barn, transseksualitet, pædofili osv. aldrig overtager historien om Garps liv - men bliver mindre, men meget interessante og stærke øjeblikke i bogen om Garps liv.

Jeg vil anbefale denne bog til alle. Det er absolut en must-read - en rigtig dejlig bog! Irving har hurtigt sneget sig ind på mig, og jeg glæder mig til at læse flere af hans bøger.

torsdag den 14. juni 2012

John Irving - In One Person




John Irving
In One Person
425 sider
Udkommer på dansk august 2012







Jeg har hørt meget godt om John Irving, og har længe gerne ville læse hans bøger, så da jeg fandt et fantastisk tilbud med denne In One Person, der udkom Maj 2012, og Verden ifølge Garp til ca 120kr, måtte jeg slå til. Da bogen lige er udkommet, går den under emnet 2012 i bogudfordringen.

Bogen handler om forfatteren Bill, der i en alder af nogle og tres fortæller hans livshistorie; som en dreng voksende op i en lille by i Vermont i efterkrigstiden og hans søgen efter at acceptere, hvem han er, og blive accepteret, for den han er. Bogen handler i høj grad om sexualitet; heterosexualitet, homoseksualitet, bisexualitet og transsexualitet. Om det at springe ud som biseksuel i en lille by, om det at turde være, hvem man er, og om det at blive accepteret af dem man holder af og om kærlighed. Bogen er Bills livshistorie, hvor man springer lidt frem og tilbage i hans liv, så selvom bogen ikke er skrevet kronologisk, får man et godt indblik i hans barndom, hans ungdom, voksentiden og hans alderdom.
Bogen er generelt skrevet i en munter tone, men kommer også ind på livet af en, bl.a med fokus på AIDS epidemien i 80érne. Bogen er enormt velskrevet, og der er mange referencer til klassiske bøger og Shakespeare. Hvilket gør at jeg ikke bare kunne sluge bogen (selvom jeg gerne ville), man skal give sig tid til at nyde hver linje og give sig tid til at tænke over teksten, fordi der er så meget i alt, hvad der er skrevet. På trods af at emnet hovedsageligt er seksualitet, bliver bogen aldrig vulgær.

Det er en fantastisk god bog - en af de bøger der efterlader et lille savn.  Bogen inspirerer til at læse og til at acceptere og respektere mangfoldigheden. Det er en bog, jeg absolut vil anbefale til alle, og en bog jeg allerede glæder mig helt vildt til at genlæse. Jeg er også klar på at springe ud i flere John Irving bøger.
Dette her er absolut en yndlingsbog - LÆS DEN


tirsdag den 3. april 2012

Alice Walker - Farven Lilla




Alice Walker
Farven Lilla - The color Purple












Til temaet farver i bogudfordringen tænkte jeg straks på Farven Lilla, det er en af de bøger, jeg altid gerne har ville læse, så da de endda havde den hjemme på det lokale bibliotek, blev det den, og det har jeg absolut ikke fortrudt.

Bogen handler om Celie, en afroamerikansk ung kvindes liv i sydstaterne i USA fra tiden omkring 1930érne og igennem hendes liv. Celie er en ung kvinde, hvis mor er død af depression, som har fået 2 børn - med dem mand hun tror er hendes far - hvorefter de er blevet solgt, og giftet væk til en mand og hans børn, hvoraf ingen af dem holder af hende.
Bogen handler om Celies udvikling, om hendes søster Nettie, om de venskaber der opstår og om hendes møde med Shug Avery - en livsglad kvinde, der lærer Celie at elske, selvillid, tro, og at hun er noget værd.
Bogen handler om savn, forsømthed, kærlighed samfund og miljø.


Bogen er skrevet, som var det Celies dagbog, den er derfor skrevet i hendes sprog med hendes litterære evner aka - en masse stavefejl. Jeg skulle lige vende mig til at læse i Celies sprog, at læse det der står og ikke fokusere på de manglende bogstaver og stavefejl. Bogen er letlæselig og ikke speciel lang, så den er hurtig læst. Det er en virkelig dejlig livsbekræftende bog, der får en til at tænke, ikke kun over de tidligere afroamerikanske forhold i USA også om  kvinderettigheder, kærlighed og underkuelse. Bogen er fyldt med tabuer; segregation, at være kvinde, incest, homoseksualitet, vold, bortadoption osv. den har det hele.
Det er en bog fyldt med følelser - og jeg kan kun anbefale den til alle der ikke allerede har læst den.

5:5 stjerner